lørdag den 19. september 2009

Sundhedscafé 22.0.09

I Sundhedscaféen får vi i denne uge besøg af Trine og Bitt. Trine og Bitt studerer til Professionsbachelorer i Ernæring og Sundhed med speciale i fysisk aktivitet. Kom forbi og få en uformel snak om sundhed og fysisk aktivitet.
Der vil som sædvanlig være mulighed for et sundhedstjek og en kop kaffe.

torsdag den 17. september 2009

Foredrag om BØRNS VANER d. 15. sept.

Så blev det tid til at kigge børns (og voksnes)vaner efter i sømmene. Psykolog Anette Skriver kunne smitte hele forsamlingen med sin optimistiske og positive energi. Men selvom der var latter og bifald, blev deltagerne ikke skånet for de dystre udsigter for fremtiden ved en usund livsstil.
Anette Skriver betroede forsamlingen, at hun er født under en heldig stjerne i Hejls. Her har hun boet og er vokset op med fysisk aktivitet, fitness, slow food, årstidens frugt og grønt og økologi. Der var bare ingen der vidste, at det hed sådan.
Hun er begejstret for Hejls borgernes initiativ til "Sundhed i 6094" og gør sit til, at Hejls kommer på landkortet ved at nævne projektet, når hun holder oplæg.
Under foredraget var ingen i tvivl om Anette Skrivers store kærlighed til børn. Det er hende magtpåliggende, at de alle bliver født under en heldig stjerne, hvor sunde vaner dominerer hverdagen. Det fremgår også af hæftet og børnebogen, som hun har forfattet og gavmildt uddelte til forsamlingen efter foredraget.

onsdag den 9. september 2009

Bækkenbunden skal også være sund.

D. 8. september stod i bækkenbundens tegn i "Sundhed i 6094". Om eftermiddagen havde Hjemmesygeplejerske Benthe Caroline Jul Hansen en stand med hjælpemidler og oplysning i sundhedscafèen.
Om aftenen hørte 30 kvinder i mange aldre et inspirerende foredrag ved Fysioterapeut Jette Overgaard.
Inkontinens.
Foredraget som hed Inkontinens, handlede om kvindeliv og henvendte sig til kvinder i alle aldre.
Jette Overgaard tog fornemt udgangspunkt i stjernen som i "Sundhed i 6094" symboliserer 5 sider af sundheden. Hun kunne henvise til bækkenbundens "pleje" og betydning både når det handler om kost, motion, hvile, den mentale og den sociale sundhed. Det gjorde hun detaljeret, klogt og humoristisk. Tilhørerne fik lov på bedste vis, at medvirke i en forestillelse af nogen af de mere intime gøremål i livet. Men under Jette Overgaards kyndige ledelse virkede det helt naturligt. Som hun sagde:" Når man skal på toilettet, og det skal alle mine patienter en gang imellem"!
Tilhørerne fik "lektier" for, og som alt andet i projektet, sagde Jette Overgaard at træning tager tid, så hun vil tænke på resultaterne af Hejls borgernes anstrengelser når det første lys i adventskransen bliver tændt.
Mænd har også en bækkenbund.
Bækkenbundsøvelser er ikke forbeholdt kvinder, selvom mændene ikke var inviteret denne aften. Men "Sundhed i 6094" blev bakket op af radioens P1, som netop to gange i går i udsendelsen Vita bragte indslag med Søren Ekman. Søren Ekman fører Helle Gotveds skole videre og er forfatter til bogen: " Fra regnorm til anakonda". På Gotved skolen har han kurser med samme titel og en nyligt udgivet DVD hedder også "Fra regnorm til anakonda". Bog, DVD og kurser handler om mændenes bækkenbund. Udsendelsen kan høres via følgende link, Vita på P1.

søndag den 6. september 2009

Sundhedscafé og foredrag

Sundhedscafé.
Tirsdag d. 8. september får vi både besøg af Diabetesforeningen og en hjemmesygeplejerske med specialfunktion i inkontinens.
Der vil som sædvanlig være mulighed for at få målt blodsukker og Diabetesforeningen medbringer materialer om emnet.
Hjemmesygeplejersken vil ligeledes have en lille stand med materialer og hjælpemidler.
Sundhedscaféens åbningstid er hver tirsdag kl. 16-18.
Foredrag.
Samme aften kl. 19.30 er der mulighed for at høre fysioterapeut Jette Overgaard holde foredrag om inkontinens. Hun henvender sig til kvinder i alle aldre. Det foregår i gymnastiksalen.

mandag den 31. august 2009

"Sundhedscafé" 1. september

I det husstandsomdelte program er der annonceret at Kræftens Bekæmpelse kommer i Sundhedscaféen tirsdag d. 1. september. det er desværre en fejl. De var i caféen sidste tirsdag.

Grønt og frugt.

Fra Brugsen lyder det at salget af grønt og frugt er øget med 12% i uge 34 og 35. Der vil løbende komme gode tilbud i projektperioden.

Alsang

Over 50 mennesker fandt til forsamlingshuset i Hejlsminde en regnfuld tirsdag aften. En herlig aften, hvor der blev sunget fra højskolesangbogen med god hjælp fra Kis og sognepræst Vicky Popp, som begge smukt præsenterede sangskatten.
Nogen tog imod opfordringen og nød gåturen ad kirkestien. Hjemturen bød på en naturoplevelse, hvor de spadserende kom til at mærke verden. Gennemblødte og frysende nåede de Hejls og kunne ikke helt genkende oplægget som lød på gåtur i måneskin og opløftet stemning efter sangen.