mandag den 31. august 2009

"Sundhedscafé" 1. september

I det husstandsomdelte program er der annonceret at Kræftens Bekæmpelse kommer i Sundhedscaféen tirsdag d. 1. september. det er desværre en fejl. De var i caféen sidste tirsdag.

Grønt og frugt.

Fra Brugsen lyder det at salget af grønt og frugt er øget med 12% i uge 34 og 35. Der vil løbende komme gode tilbud i projektperioden.

Alsang

Over 50 mennesker fandt til forsamlingshuset i Hejlsminde en regnfuld tirsdag aften. En herlig aften, hvor der blev sunget fra højskolesangbogen med god hjælp fra Kis og sognepræst Vicky Popp, som begge smukt præsenterede sangskatten.
Nogen tog imod opfordringen og nød gåturen ad kirkestien. Hjemturen bød på en naturoplevelse, hvor de spadserende kom til at mærke verden. Gennemblødte og frysende nåede de Hejls og kunne ikke helt genkende oplægget som lød på gåtur i måneskin og opløftet stemning efter sangen.

Hvad laver folk i Hejls?

De løber, cykler, danser og synger og meget mere. Før projektstart blev der gjort opmærksom på at man kunne vælge mellem tilbuddene under projektet. Der har vist sig en vældig appetit på at prøve mange af aktiviteterne og opbakningen er overstrømmende.

Tag passende skridt.
Kun en lille advarsel mod at udfordre fysikken over evne. Fysisk aktivitet skal øges gradvist og der skulle ikke gerne opstå belastningsskader som følge af "Sundhed i 6094".Der er grænser for hvad man kan nå på 2 måneder og de sunde tiltag er ikke slut når projektet slutter. Processen fortsætter, der skulle stadig gerne løbes, cykles, danses og synges når det bliver december (år 2020)!

torsdag den 20. august 2009

Stressforedrag

Onsdag aften blev en dejlig sommeraften. Det forhindrede ikke 53 personer i at komme til foredrag om stress. Psykolog Lisbeth Nissen delte rundhåndet ud af sin viden og sin store erfaring fra praksis. Deltagerne er ikke i tvivl om, at vi skal være opmærksomme på de signaler, der kan ende med at sende os i stressens "hamsterhjul", hvor vi kører i ring, ude af stand til at tænke og handle fornuftigt. I værste fald med fatale konsekvenser. Der skal være en balance mellem krav og ressourcer, for at vi trives med det vi gør.
Et alvorligt emne, leveret spændende klogt, lattermildt og eftertænksomt.
Og mens tusmørket sænkede sig over gymnastiksalen gav Lisbeth Nissen en god portion ilt til psyken. I løbet af blot 6 minutter kom salen helt ned i gear og hentede ro og energi i hendes afspændingsøvelse.

mandag den 17. august 2009

Foredrag om Stress

Onsdag d. 19. august kl.19 - 21.30 er der foredrag om stress i klubhuset. Psykolog Lisbeth Kabell Nissen er engageret i hvilken betydning stress har for vores sundhed. Det vil hun indvie de fremmødte i, og der er plads til flere.

Billeder fra projektet.

På Facebook gruppen "Sundhed i 6094" er der lagt billeder ind fra Windsurfing og lidt fra projektstart.
I Sundhedscaféen tirsdag 16 - 18, vil der køre diasshow med billeder fra Indvielsen.

Der er liv i "Sundhed i 6094"

Den første uge i projektet har haft en overvældende opbakning, og det er gået godt. Det har været sjovt at høre om de små dyster og oplevelser med resultaterne for skridt, løb, hop og cykling. Mon Brugsen skal etablere mere cykelparkering?

Jette og Sidse har haft Vægttabskursus og Sundhedscafé, hvor der er kaffe og snak.

Klubhuset har været fyldt til Løbeteori ved "Sund By" fra Kolding. Stavgængerne kom også igang. Det var også i klubhuset, der var fællesspisning efter familiemotion. Sportspladsen har sydet af aktivitet. Det er imponerende, som folk klør på.

Der blev sunget og danset til High School Musical. De 16 børn i alderen 4 - 11 år havde en super oplevelse.

Vandaerobic, seniormotion og stolegymnastik melder også om gode oplevelser. Det gør mandagsgymnastikken også. Den startede med aerobic.
Den unikke placering ved Lillebælt, har trukket mange deltagere til Windsurfing og kajak. Det er sandsynligt at disse aktiviteter fortsætter fremover.

En stor flok var mødt op til cykeltur på 20 eller 30 km.

Danserne fandt også ud af at deles om pladsen i gymnastiksalen, som var fyldt til dans og hygge. Lørdag var der pulstræning på programmet, og senere øl orienteringsløb og volleyball.

Til alle aktiviteterne, som er båret af frivillig arbejdskraft er der en rigtig god stemning og alle bakker hinanden op.

At udøvelse af fysisk aktivitet skal øges gradvist har nogen af Hejls børnene fundet ud af. Deres sjippetove med tæller har fristet så meget at musklerne har været voldsomt ømme dagen derpå!
Det er værd at huske på, for aktiviteterne skal gerne fortsætte, ikke blot projektperioden ud, men også derefter.

torsdag den 13. august 2009

Sundhedsoplysning

Også gennem sommeren har der løbende været artikler i Tyrstrup Herreds Tidende. Der kan være inspiration at hente, såfremt man vil gøre noget for sundheden på kostområdet.
Det drejer sig om FULDKORN i uge 27 på side 4.
I avisen uge 29, kan der læses om FISK på side 3.
Og endelig kan man læse om sammensætning af måltider ved hjælp af Y-TALLERKENEN i uge 30 på side 6.

I avisen uge 32 på side 13 står der lidt om ideen med at uddele skridttællere m.m.

Indvielse

Formand for sundhedsudvalget i Kolding Kommune Annie Terp Thomsen svang øksen gennem vandmelonen, og indviede dermed "Sundhed i 6094"
I sin tale roste hun initiativet. Hun har stor tiltro til, at sundheden styrkes gennem de tiltag, hvor folk aktivt erfarer, hvad det er, der er godt for lige netop deres sundhed. Med den indstilling blev projektet sprunget i gang med aktivitet, leg og uddeling af sjippetove, cykelcomputere, løbeveste og skridttællere.
Tre tons Hejlsborgere kørte og cyklede til Sjølund, for at blive vejet på kornvægten. De tre tons(måske mindre) mødes igen d. 4. oktober.
60 børn, unge og voksne sluttede dagen af med et lækkert(og sundt) måltid mad i klubhuset.

I Sundhedscaféen vises der billeder fra indvielsen.

onsdag den 5. august 2009

Projektstart

På søndag d. 9. august bliver "Sundhed i 6094" skudt i gang på sportspladsen i Hejls.
Der vil være taler af initiativtagere til projektet og Formand for Sundhedsudvalget i Kolding Kommune, Annie Terp Thomsen.
Efter talerne bliver der aktiviteter og lege.
Der er sat batterier i 25 skridttællere, indkøbt 25 cykelcomputere, 25 løbeveste og 25 sjippetove med tællere, som alt sammen er klar til uddeling til dem der kommer først. Der er sørget for kompetente hjælpere, som kan assistere ved monteringen.
Kl. 16.00 er der afgang for dem der vil cykle til fællesvejningen på kornvægten i Sjølund. Vejningen foregår kl. 16.30 og man skal have registreret sig på sportspladsen i Hejls inden.
Vi kan nå tilbage til Hejls til fællesspisningen i klubhuset kl.17.45. Til dette skal man tilmelde sig på mail: brodholt@profibermail.dk, tlf. 23264740 eller lone.a@post.cybercity.dk, tlf 40194858, senest 5. august.
Vel mødt til projektet og på sportspladsen på søndag.